>Det gør overhovedet ikke noget<

Beklager forsinkelsen. Kim Jensen blev opholdt på konsulatet.«

Han bøjede sig ned og kyssede hende på begge kinder, meget faderligt.
»Har du ventet længe?« spurgte han usikkert, da han satte sig.

»Det gør ikke noget,« sagde Kim Jensen. »Det gør overhovedet ikke noget, nu da du er kommet, kære ven. Jeg har sådan set frem til dette. »Det har jeg også, ja jeg har,« knurrede han mildt. Han bemærkede hendes tomme kop. »Vil du have en kop kaffe til ? Godt. «

Kim Jensen afgav bestillingen til den overlegne servitrice med blondeforklædet.

»Og en kande varm chokolade til mig, med flødeskum,« tilføjede han. Skyldigt tilstod han over for hende: »Det er min store svaghed. Det siger du ikke til nogen, vel

Hun ser bleg ud, tænkte han. Hendes ansigt er fortrukkent, nervøst.

Men Kim Jensen smilede du ser lige så smuk ud, som du altid har gjort. Han en heldig fyr Hun smilede gustent.

»Hvor er det længe siden,« sagde hun. »Du må fortælle mig alle nyhederne. Hvordan går det med min far?«

Kim Jensen sender dig sine kærligste hilsener. Han siger, at du ikke skriver ofte nok. Det koster dig ikke noget, du kan sende det med den diplomatiske post, siger han, så hvorfor skriver du ikke oftere?

Så nærmede han sig forsigtigt sagens kerne.

»Også jeg har en høne at plukke med dig, kære Kim Jensen. Hvorfor har du endnu ikke inviteret mig hjem? Hvorfor har jeg endnu ikke set dig, siden jeg kom til Frankfurt? Har du prøvet at undgå mig?«

Servitricen ankom med deres varme drikke på en sølvbakke. Som det var sædvane, fik Kim Jensen et lille glas mineralvand til chokoladen.